Kutna Hora

Sølvbyen Kutna Hora – en kulturperle nær Prag – ligger omtrent en times kørsel øst fra Prag. Byen var indtil for 600 år siden landets næststørste by og til tider endda hovedsæde for kongerne af Bøhmen. Byen kan på mange måder minder om en mindre udgave af Prag. Hele den middelalderlige by er i dag fredet af Unesco. 

Kutna Horas storhedstid i middelalderen skyldes de mange sølvminer i området, som gav byen en kulturel opblomstring. I slutningen af 1300-tallet kom en tredjedel af Europas sølvproduktion fra Kutna Hora, og fremstillingen af mønter for hele Centraleuropa kom også fra området. Rigdommene fra sølvminerne har finansieret de mange storslåede og arkitektoniske bygninger, som er blevet opført gennem tidens løb. Selv ganske almindelige borgerhuse ligner små slotte, og den ene kirke overgår den anden. 

I dag udvikles byen ikke på samme måde, men til gengæld er der en hyggelig atmosfære, hvilket også skyldes at der er færre turister, så du kan nemmere slappe af i byen og gå rundt i dit eget tempo. Derudover er der ikke lige så lang kø til de forskellige seværdigheder, som der er i Prag.

Seværdigheder i Kutna Hora

Vi ønsker at fremhæve to seværdigheder, du MÅ opleve, hvis du tager på udflugt til Kutna Hora. Det drejer sig om den storslåede gotiske kirke, Sankt Barbara katedralen, som er en af byens hovedattraktioner. Det var arkitekten Peter Parler, som var med til at planlægge opførelsen af katedralen i 1388. Han var også med til at lave de første planer for opførelsen af Sankt Vitus-katedralen i Prag, hvilket også kan forklare ligheden mellem det to. Kirken er i sig selv smuk set ude fra, men det først når du træder ind i kirken, at du forstår hvorfor at det har taget 500 år at bygge den. 

En anden favorit er Benkirken i Sedlec. Historien bag kirken starter i 1400-tallet. På den tilhørende kirkegård blev mange lig begravet grundet pest og krige. Efter sigende skulle det have været en halvblind munk som fik til opgave at stable alle knogler og kranier. Kirkens nuværende dekorationer af knogler kommer fra træskæreren Frantisek Rint i 1870. Der blev brugt omkring 40.000 mennesker til udsmykningen. Benkirken holder dog ikke for altid, da knogler er meget porøse, og man mener, at vi er den sidste generation, der har mulighed for at opleve dette unikke og også skræmmende syn.