Sommerferiemånederne juni, juli og august er helt klart de måneder, hvor der er størst trængsel i Prag. Turister fra nær og fjern strømmer til byen, der i sommermånederne også har et fantastisk udendørsliv. Når du slentrer gennem gaderne i sommernatten, kan du nærmest ikke undgå spontane jazzkoncerter.
Temperaturerne i Prag om sommeren ligger i gennemsnit på behagelige 22 C, så du kan nøjes med at pakke de tynde bukser i kufferten. Til gengæld skal du regne med at medbringe en paraply, for mellem maj og september falder størstedelen af årets nedbør.
Brænder varmen i nakken, og trænger du til en dukkert og lidt frisk luft, kan vi anbefale, at du sætter dig i sporvogn nr. 26 og kører til det fantastiske naturområde Divoká Šárka, i den nordlige udkant af Prag 6, hvor der midt i det grønne ligger en skøn badesø.