Foråret er en skøn årstid at rejse til Prag på, fordi alt springer ud, og man mærker, at vejret er lige et par grader mildere end i Danmark. Du kan sidde med opknappet jakke foran en ølstue i Prag, selvom du to dage før har rendt rundt med hue og halstørklæde i Danmark.
Påskemarkeder i Prag
Særligt dejlig er Prag ved påsketid, når påskemarkederne skyder op rundt omkring i byen. De fleste starter to uger før påske og underholdningen og udvalget kulminerer så i løbet af påskeweekenden. Påskemarkederne lukker ned igen onsdag efter påske.
Det største og flotteste påskemarked finder du på Den Gamle Rådhusplads, Staromestské Námesti, der er det absolutte centrum i Staré Mesto. Det næststørste ligger på Wenzelspladsen, så de ligger i gåafstand fra hinanden.
Prag påskeæg
Der er en lang kunsthåndværkstradition for at lave flotte påskeæg i Tjekkiet og du finder det ypperste kunsthåndværk, som du lige så godt kan glemme at prøve på at efterligne: Håndbemalede æg i de mest fantastiske traditionelle mønstre er mest almindelige, men du finder også æg udskårne i et kniplingsmønster og trææg, der kan holde til vilde æggeløb.
Ifølge traditionen skænkede unge kvinder æg til mændene til påske. Mændene slog kvinderne med små piske på benene og bad om æg, som de så fik. Sådanne piske kan man selvfølgelig også købe på markedet. Desuden kan du købe skralder. Dem brugte man til at fordrive Det Onde med til Påske.
Påskemarkederne er ikke kun indrettet for turisternes skyld, men er en gammel tradition. Derfor er der også en meget autentisk påske stemning, selv når der spilles op til folkedans. Til påske spiser man lam i Prag, så derfor sælges der honningkagelam på markederne.
Koncerter i påsken
Kunne du godt tænke dig at komme til en koncert i Prag i påsken, så finder du koncerter i næsten alle kirker rundt omkring i byen og også i det smukke Lobkowicz-palæ. Hold øje med programmerne, når du går rundt eller spørg på dit hotel.
I den smukke St. Nicholas Kirke i Malá Strana finder der altid en påskefestival sted, hvor der hver dag i påskeugen opføres klassiske påskeværker, som Matthæus eller Johannes Passionen. Som altid i Prag vil du opleve, at koncertbilletterne er billige i forhold til den kvalitet, der tilbydes. Bedst af alt er dog at slentre rundt i gaderne og nyde den milde forårsluft og det lysegrønne skær, mens du tanker op til efter din påskeferie.