Kan du godt lide at cykle, så var det måske en idé at deltage i en guidet cykeltur i Prag. Som alle storbyer med respekt for sig selv har også Prag guidede cykelture rundt i byen. Det er en skæg og hyggelig måde at opleve byen på, og det tilbydes af mange forskellige firmaer, store som små. For det meste er det studerende, der viser rundt.
Firmaet City Bike er én af veteranerne, og de har flere forskellige slags cykler at vælge imellem. Et mindre firma er Praha Bikes. De er ikke så strømlinede, men elsker Prag og at cykle. Det er heller ikke så ringe! Det koster omkring 150 Dkr for en tur på 3 timer. Prisen er inklusive cykelhjelm og drikkevarer.
Du skal dog overveje det godt, før du kaster dig i sadlen, for i virkeligheden er Prag ikke specielt cykelvenlig: Der er mange brosten, mange mennesker og stejle, skæve gader. Når det er sagt, så kan det faktisk være en rigtigt dejlig måde at opleve byen på.
Der er også en forening i Prag, som arrangerer fælles månedlige cykelture for at øge interessen for cykling som et miljøbevidst alternativ. En slags flash mob på hjul, som alle kan deltage i.
Vælger du at hoppe på cyklen uden guide, så læs det bykort med turforslag, som du får udleveret sammen med cyklen grundigt, sæt cykelhjelmen godt fast og sørg for at overholde færdelsreglerne. Tal også med dit hotel, før du organiserer noget. Det er muligt, de har en aftale med et udlejningsfirma om særlige ture eller rabatter.
Flere af cykeludlejningerne organiserer ture udenfor byen, hvor du kan få fantastiske naturoplevelser og opleve historiens vingesus. Fx med en tur til Karlstejn slottet.